| Energiforbruget i EU begrænses ved, at der sættes fælles
mindstekrav til elektriske motorers energieffektivitet i EU.
De første krav (trin 1) blev gældende pr. 16. juni og betyder, at
motorer i energieffektivtetets klasse IE1 ikke længere må
markedsføres i Danmark.
Eco-designkravene for elektriske motorer (0,75- 375 kW) indføres
i 3 trin, næste trin, 2. trin gælder fra 2015 og 3. trin fra 2017.
Der sættes krav til motorens effektivitet og om at forskellige
oplysninger om motoren skal findes tilgængeligt.
Forordningen for elmotorer omfatter motorer i størrelsen fra 0,75
kW-375 kW, Den nedre grænse på 0,75 kW svarende til 1 hk, ca.
størrelsen på motoren i en håndboremaskine. Den øvre grænse svarer
til en motor, som indgår i en køle-kompressor i et større kølehus i
EU. Kommissionen oplyser, at de motorer der omfattes tegner sig for
mere end 90 pct. af det energiforbrug, som er forårsaget af brugen
af elektriske motorer i størrelsen 0,75 kW – 375 kW.
Elektriske motorer indgår som komponenter i meget maskinudstyr og
i en lang række forbrugerprodukter. Det Internationale Energiagentur
IEA vurderer, at anvendelsen af elektriske motorer er årsag til 40
pct. af verdens elforbrug. Elektriske motorer spiller således en
meget væsentlig rolle i bestræbelserne på at mindske energiforbruget
i EU.
IEA vurderer, at det er muligt at spare mellem 20 pct. og 30 pct.
af elforbruget ved at udskifte motorerne til mere energieffektive
motorer, ved at optimere motorstørrelser og ved at anvende effektiv
styring af motorerne. Og at alle sådanne tiltag vil være
omkostningseffektive med de nuværende el-priser (2009).
Det vurderes, at eco-designkravene vil føre til elbesparelser for
EU på 135 milliarder kWh i 2020. Danmarks samlede elforbrug var i
2007 knapt 34 milliarder kWh. EU's samlede elbesparelser i 2020
svarer således til 4 gange det samlede danske elforbrug
|